Vi lader bloggen stå til dem der gerne vil se billeder.

Det er ikke sikkert jeg bliver flyveklar til lørdag da lægen har givet mig flyveforbud i 5 dage, så hvis nogen venter os hjem den dag venter I måske forgæves. Heldigvis er vi i gode hænder hos venner, så det kunne være værre.

I tirsdags skulle vi have vandret ned til Tall Trees Grove, hvor nogen af de største trær i verden gror. Men det er en 2 timers tur hver vej (også uden hoste-snappe-efter-vejret stop hvert andet minut), så det droppede vi. Vi fik dog stadig set redwoods - men bare små redwoods, og ikke de giganter det oprindeligt var meningen!

I stedet tog vi det stille og roligt på nogen af de små bjergveje nord ud af Californien til Medford i Oregon. En blackbear krydsede vores vej 50 m foran os, et sekund senere og vi havde fået en ordentlig kølerfigur.

Onsdag blev det så tid til et gensyn med Crater Lake, en kæmpe sø i et vulkankrater. Her er dødkedeligt i gråvejr, men til gengæld superflot i solskin. Vi var heldige at solen skinnede fra en skyfri himmel, og fik alle farverne frem i søen. Natten blev tilbragt på turens hidtil mest interssante hotel - et 40 meter højt udkigstårn på toppen af et bjerg. Disse tårne bruges til brandudkigspost i skovbrands sæsonen, og uden for sæsonen kan man leje det for 40$ per nat. I tårnet er der gaskomfur og gaskøleskab, men hverken strøm eller vand. Det var en temmelig interssant oplevelse. Det er det højeste sted lige så langt man kan se, og man kunne spotte bjergtoppe 100 km væk. Vi grillede kylling og fyrede op i bålpladsen, næsten som på en campingferie, bortset fra at vi denne aften havde den bedste plads i hele staten Oregon helt for os selv. Om natten kommer der hjorte og hvad ved jeg af vildt på besøg neden for og laver underlige lyde, mens tårnet står og svajer svagt i vinden. Noget af en oplevelse at skulle ud på svalegangen og tisse i en spand 02:20, 40 meter over jorden i stjerneklar ensomhed.

I går kørte vi så ud til kysten igen og nordpå. Turen gik forbi Lincoln city hvor en bekendt har en dragebutik, og der blev selvfølgelig købt lidt ind. Turen gik også forbi Wal-mart et par gange, for at rydde hylderne for geocache beholdere nu vi er i staten uden moms (Oregon).

I går aftes landede vi så i Seaside, hvor vi holder planen rimeligt godt ind til videre - sidde på altanen og kigge ud over stillehavet med en kold forfriskning inden for rækkevidde. Vi var dog lige et smut i Cannon Beach for at indtage frokosten på den lokale brewpub og snuppe en cache.

Stina har det bedre i dag. Feberen er ved at være væk og hun har været vågen det meste af dagen. Vi brugte dagen på at flytte os nordpå, så ikke vi kommer håbløst bagefter rejseplanen. Det blev til et par stop undervejs, hvor vi blandt andet så et af de to træer der findes i USA, som man kan køre igennem. Ellers bare endnu en hviledag. Det er lidt vemodigt at forlade vores yndlingsby San Francisco uden rigtigt at have lavet noget der, men på den anden side er det rart at komme ud af byens larm.

I morgen kører vi så lidt længere nord på, men dropper at tage i Tall Trees Grove da det er en 2×2 timers vandretur.

De sidste par dage er gået med at hvile. Turen i morgen til Alcatraz er også taget af planen, da vi var på hospitalet igen her til aften. Nu er der kommet en lungebetændelse til, så det bliver ferie i sengen et par dage endnu for Stina - surt!

I går kom så dagen hvor vi skulle i Universal Studios - en dag halvt i filmverdenen, halvt i forlystelsespark. Vi havde valgt at købe vip billetter, og det skulle vise sig at være en god investering. Det meste af dagen var vi var nemlig udstyret med en guide, der sørgede for at vi kom de rette steder hen til rette tid, og altid fik de bedste pladser overalt. Vi fik en rundvisning. hvor vi ud over standardturen også fik lov at gå rundt i kulisserne og studierne, samt fik set de arbejdene værksteder der fremstiller kulisser og rekvisitter.
Ingen af os er specielt interesserede i forlystelsesparker, men Universal er noget helt specielt. Deres forlystelser gør brug af alle Hollywoods effekter for at give publikum en helt speciel oplevelse. Og det virkede - vi smiler endnu og halvdelen af teamet er stadig hæs af at skrige! Alt for mange detaljer til at beskrive her, prøv det hellere selv hvis I kommer til Hollywood.

I dag skal der så bare slappes af! Vi kørte nord over på Hwy 1 op langs kysten til Pismo Beach. Vi nød bare turen, tog et par caches, købte lidt ind, og det må så være nok for i dag. Nu sidder vi på hotelbalkonen 30 meter fra vandkanten, hvor bølgerne ruller ind i mens pelikanerne roder rundt på klipperne. 22 grader, blå himmel, og en kold øl - det er lige til at holde ud. Stina har fået lidt feber og forkølelse, så det gør hende godt at lave ingen ting med en god bog i dag.

Kursen blev sat mod LA og dag 28 blev brugt på lidt geoocaching på vejen fra Yosemite. Vi slappede af og ladede op til nogle flere travle dage i og omkring LA.

I går var det så nationaldag her - July 4th. Vi brugte dagen til at komme syd på og finde en Mexico cache, samt få kigget lidt på San Diego. Herefter skulle dagen fejres på amerikansk maner med god mad og fest i gaden. Vi fandt en restaurant med egen rodeotyr og en tjener der lignede Mark Knopfler tilbage i 1985 - Hollywood er et meget mærkeligt sted. De serverede en steak ikke set magen til før, nærmest i størrelsen en ko der har fået benene hugget af.
Og så skulle der ses fyrværkeri… Vi havde på nettet fundet ud af, at det største fyrværkerishow i LA varer ca en times tid, så det satte vi kursen imod.
Det der ikke stod på nettet var, at stedet lå lige midt mellem Compton og South Central, så da vi dukkede op, var vi de to hvideste mennesker på hele pladsen. En ældre kvinde, vi fulgtes med derind, saluterede da også med “Welcome, you all in da hood now”. Det blev en fed aften med det vildste fyrværkeri set længe - 1 times konstant affyrig af store crysanthemumbomber. Så skulle der ellers bruges 1½ time til at flytte os 10 km hjem igen, da alle amerikanere skal hjem fra fyrværkeri nogenlunde samtidigt.

I dag startede blødt med lidt soven længe og så morgenmad på Du-Pars. Aldrig før har jeg fået 3 pandekager, og så ladet mad gå ud igen, men her blev altså serveret 3 cm tykke amerikanske kærnemælkspandekager mmmm. Vi trillede ud til bilen og afsted mod Northridge det gik. Vi skulle mødes med to geocachere, Elin og Scott, aka EMC of Northridge og spoondoggie. Vi havede en skøn dag med vandreture, geocaching, og udlægning af nye caches - incl en cache Elin udlagde til ære for os. Middag på Outback, og så blev vi introduceret til Cold Stone Creamery, is mmmmmm. Scott fik lært os en masse om geografien omkring LA, og Elin fik vist os lidt historie rundt omkring. Fed dag, hvor vi har set en masse og snuppet omtrent 25 caches i 35 graders hede og herligt selskab. Og nu er vi helt færdige, så over & out fra værelse 217!

I går stak vi så nordover og tilbragte en stor del af dagen i Bodie - en spøgelsesby der blev forladt i fyrrerne da minedriften ophørte. Der står forfaldne træhuse med indhold fra hele sidste århundrede, og området er blevet statspark så der passes godt på at intet bliver ødelagt af besøgende. Super spændende oplevelse! Igen blev aftensmaden indtaget på en anbefaling af en mand vi faldt i snak med. Et gourmetmåltid på en tankstation… Lang historie, søg efter “Whoa nellie deli” på nettet og læs selv.

Dagen i dag blev så tilbragt i Yosemite NP, som slet ikke lignede sig selv. Der var gang i så meget kontrolleret præventiv afbrænding, at det hele var indhyllet i hvid røg. Vi loggede cache nummer 1000 på vores Yosemite favoritsted, men der var heller ikke så synlig udsigt i dag desværre.

Nu står den ellers på 5 dages storbyferie i LA. Af med vandrestøvlerne - i hvert fald noget af tiden, for selvfølgelig skal der også caches der. Nu gælder det de næste 1000.

Jo, og så har vi da forresten en bil GPS der virker igen efter at Garmin USA har lånt os en ny kvit og frit - kanon service man får på den anden side af atlanten. Så skal den anden bare til rep når vi er tilbage i kongeriget.